IE-husdyrbrug – Oplæringsmateriale, nyt inspirationskatalog
Miljø- og Fødevareministeriet og Miljøstyrelsen har i samarbejde med SEGES udarbejdet vejledende oplæringsmateriale som IE-bruget kan tage udgangspunkt i, når deres oplærings materiale skal udformes. Materialet er vejledende og kan ikke anvendes uden det først tilpasses til det konkrete IE-husdyrbrug. IE-husdyrbrugene har ikke pligt til at anvende det vejledende materiale, men kan i stedet vælge at udarbejde et andet materiale, der lever op til bekendtgørelsens krav.
Hvad indeholder inspirationskataloget?
Det vejledende oplæringsmateriale indeholder skabelon for både fjerkræ og svin, markarbejde og udenomsarealer på husdyrbruget. Ved tilpasningen til det konkrete husdyrbrug vælges de temaer, der er relevante for husdyrbruget, og de tilpasses, så de kan bruges til oplæring af personalet på det konkrete IE-husdyrbrug.
Hvornår er det et krav?
IE-husdyrbrugene skal oplære eksisterende og nye medarbejdere. Overordnet set skal oplæringen angå relevant regulering, transport- og udbringning af husdyrgødning, planlægning af forskellige aktiviteter, reparation og vedligeholdelse af udstyr samt beredskab mv. Med henblik på at understøtte løbende oplæring og sikre, at den relevante viden er tilgængelig for personalet, er IE-husdyrbrugene forpligtiget til at sikre, at et oplæringsmateriale, der angår de forhold som følger af bestemmelsen, er tilgængeligt for personalet. Oplæringsmaterialet skal endvidere kunne fremvises på forlangende til tilsynsmyndigheden, jf. § 43, stk. 2.
På tilsyn skal husdyrbruget kunne fremvise det relevant oplæringsmateriale, som anvendes på ejendommen
Brug i praksis
I inspirationskataloget er forskellige systemer til svineproduktion, ægproduktion og slagtekyllinger beskrevet. Når oplæringsmaterialet skal udarbejdes, fjernes de ikke-relevante emner, så dokumentet kun indeholder de emner, der er relevante for det pågældende husdyrbrug. Hvis der er andre systemer eller procedurer og arbejdsgange, bør de tilføjes. Materialet skal samtidig konkretiseres, så det passer til husdyrbruget. Der er flere steder angivet ”løbende” som frekvens på en opgave. Dette bør tilpasses med den ønskede frekvens på det aktuelle husdyrbrug.
Man kan med fordel tilpasse oplæringsmaterialet med konkrete billeder fra det aktuelle husdyrbrug.