PVC skal ikke sorteres som plastik
PVC er et holdbart materiale, som bruges til mange forskellige produkter. PVC er miljøskadeligt og derfor er det vigtigt, at PVC sorteres fra og ikke smides i affaldsbeholderen med plastaffald.
PVC er en forkortelse af polyvinylchlorid. Det er ofte mærket med en trekant med et tre-tal i. Materialer af PVC må ikke brændes, da det indeholder klor, som danner saltsyre ved forbrænding. Afbrændingsanlægget skal derfor tilsætte kalk til røgen for at neutralisere syren og der er også risiko for dannelsen af toksiske stoffer ved afbrænding.
Følgende produkter er ofte lavet af PVC:
- dør- og vinduesrammer
- tagrender
- dræn og afløbsrør
- elektrikerrør
- gummistøvler
- regntøj
- haveslanger
- presenninger
Det meste af den PVC, der bliver brugt i dag, er hård PVC. Industrien kan genbruge de fleste ting af hård PVC. Det gøres ved, at man knuser og granulerer PVC’en, og smelter den om til nye produkter. Den bløde PVC kan ikke genanvendes og giver problemer ved afbrænding. Derfor deponeres den bløde PVC.
Vil du blive klogere på PVC, kan du se en række korte film på Nomi4’s hjemmeside.