Miljøtilsyn – Hvordan er din markstak placeret?
Ved miljøtilsyn skal vi se på dine markstakke. Først og fremmest er det kun komposteret dybstrøelse, der må lægges i en markstak. Dvs. dybstrøelse der har ligget i stald eller på møddingsplads og komposteret i minimum 3-4 mdr. Dybstrøelsen skal være ensartet og have en tørstofprocent på over 30.
En markstak må ligge på samme placering i op til 1 år. Derefter skal der gå 5 år før samme placering må bruges igen. Placering skal hvert år indtegnes på et kort sådan, at der ved miljøtilsyn kan fremvises placering for de sidste 5 år.
Markstakke må ikke være saftgivende, og de skal være overdækkede med både vandtæt og lufttæt materiale. Overdækning skal ske straks efter udlægning. Hvis du lægger dybstrøelse ud med henblik på nedpløjning må den dog ligge i op til 1 uge uden overdækning.
Vær opmærksom på, at der er afstandskrav ved placering af markstakke:
- 25 m til kategori 1- og kategori 2-natur (markstak under 100 m2)
- 50 m til kategori 1- og kategori 2-natur (markstak over 100 m2)
- 25 m til drikkevandsboringer.
- 50 m til vandværksboringer.
- 15 m til vandløb (herunder dræn) og søer.
- 15 m til offentlig vej og privat fællesvej.
- 15 m til beboelse på samme ejendom.
- 30 m til naboskel.