Markvanding efter behov frem for kvote – Sådan fungerer den nye praksis
Du har måske hørt, at Holstebro Kommune ændrer på, hvor meget grundvand du som landmand må hente op fra boringer til markvanding. De nye og mere individuelle tilladelser skal hjælpe landbruget og sikre, at miljømål for vandløb og våde naturområder kan opfyldes.
Det skal du gøre
Inden en markvandingstilladelse udløber, skal du søge om fornyelse af tilladelsen. Du skal indsende en ansøgning pr. boring og ikke som tidligere en samlet ansøgning.
En fuldt oplyst ansøgning indeholder:
• Ansøgningsskema med ansøgt vandmængde
• Dokumentation for at boringen er gennemgået af en sagkyndig med B-bevis.
• Markkort.
Tilladelsen vil fremadrettet blive givet ud fra de indberettede vandmængder fra boringen over de seneste 10 år. Vi tager som udgangspunkt den højeste indberettede vandmængde og lægger 25 % til. Dette bliver den nye tilladte vandmængde. Ved at lægge de 25 % til bliver der taget højde for større årsvariationer f.eks. på grund af klimaændringer.
Du må ikke overskride den tilladte mængde i det enkelte år.
Hvis du senere får et øget behov for vanding af afgrøder, f.eks. hvis produktionen bliver ændret til mere vandkrævende afgrøder, kan der altid søges om en tilladelse, der tager højde for dette behov. Holstebro Kommune har netop opsat et system, som gør, at ansøgninger om indvinding af vand hurtigt kan blive behandlet og afgjort.
Har du en tilladelse til et anlæg, som ikke har været brugt de seneste 5 år, vil der først blive givet en ny tilladelse, såfremt du kan godtgøre et konkret vandingsbehov.
Den nye praksis har været drøftet med de lokale landboforeninger, og der er aftalt en løbende opfølgning på de erfaringer, den nye praksis giver.
Hvordan fungerede det tidligere?
Tidligere var din markvandingstilladelse uanset behov altid på en fast mængde på 1.200 m3 pr. hektar. Det betød, at nogle landmænd havde rigeligt med vand, mens andre ikke havde nok. Enkelte havde risiko for slet ikke at få lov til at indvinde, fordi kollegaerne lagde beslag på kvoten med en tilladelse, som de ikke udnyttede fuldt ud.