Frisk kalve- og hestemøg skal ikke i markstak
Dybstrøelse skal være komposteret, inden den må lægges i markstak. Derfor må frisk kalve- eller hestegødning ikke placeres i markstak, inden den først er komposteret i stalden, på en møddingsplads eller i en lukket container.
Ifølge reglerne skal materialet i markstakken være ensartet, kompostlignende og med et tørstofindhold på mindst 30 %. Markstakken må ikke afgive saft.
Hvornår er gødningen så tilstrækkelig komposteret?
- Dybstrøelse fra kvæg (og heste) der har ligget i stalden mindst 3-4 måneder i gennemsnit
- Dybstrøelse fra fjerkræstalde der har ligget i stalden mindst 1-2 måneder i gennemsnit
Hvornår er gødningen IKKE tilstrækkelig komposteret?
- Dybstrøelse fra kalve med hyppig udmugning
- Hestegødning fra hestebokse med hyppig udmugning
- Oprensningsmateriale (gødning og halm) fra pelsdyr
- Strøelse fra ædepladser
Du skal desuden være opmærksom på yderligere krav til markstakke, som du kan læse om her.