Har du et udsprinklingsanlæg, så kommer Holstebro Kommune måske forbi i efteråret!
Tilsynskampagne i 2026 sætter fokus på dimensionering og drift af udsprinklingsanlæg på ensilagesiloer

Holstebro Kommune har højere nedbørsmængder end landsgennemsnittet og Teknik og Miljø har derfor ved beregning tilpasset kravene i Byggebladet til de lokale nedbørsmængder. På miljøtilsynene ses det ofte, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet i opsamlingsbeholderen til en halv måneds nedbør.
Det er Natur-, Miljø-, og Klimaudvalget, som for en to-årige periode vælger temaerne for de lovpligtige tilsynsindsatser. Dermed kan udvalget bidrage til at sætte særligt fokus på emner som er ”oppe i tiden” eller brancher, som ikke indgår i det almindelige tilsynsarbejde.
Dette års kampagne har til formål at besigtige ensilagesiloer med udsprinklingsanlæg i vinterperioden for at kontrollere, om dimensionering og driften lever op til kravene. Holstebro Kommune har i de seneste år erfaret stigende antal forureninger af vandløb fra udsprinklingsanlæg. Kampagnen vil derfor være en forebyggende indsats ved at sikre, at anlæggene har tilstrækkelig opbevaringskapacitet og driftes korrekt.
For at forebygge forurening er det ikke tilladt at udsprinkle i de perioder, hvor jorden er vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket. Med de stigende nedbørsmængder og skybrud er det vigtigt, at anlæggene til udsprinkling af restvand og ensilagesaft fra ensilagepladser/siloer er korrekt dimensioneret, så der ikke opstår risiko for forurening.
I Landbrugets Byggeblad er der følgende anbefalinger til udsprinklingsanlæg:
- Krav om at opsamlingsbeholder skal kunne rumme en halv måneds nedbør for at sikre tilstrækkelig kapacitet i perioder, hvor der ikke er mulighed for at udsprinkle (f.eks. når jorden er vandmættet eller frossen).
- Krav til pumpens kapacitet.
- Krav om minimum størrelse på udsprinklingsarealet.
